HD - Hofteledsdysplasi

HD står for hofteledsdysplasi. Det er en lidelse, hvor lårbenshovedet og hofteskålen ikke er tilpasset hinanden optimalt.

HD er en arvelig betinget sygdom. Arvegangen er "polygenetisk", d.v.s. at flere forskellige gener afgør, hvorvidt en hund er disponeret for at udvikle lidelsen. Hvis hunden er arveligt disponeret, har den stor risiko for at udvikle HD, især hvis den udsættes for negative miljøpåvirkninger som forkert fodring, overdreven motion eller hurtig vækst.

Typiske symptomer er, at hunden har svært ved at rejse sig op, er slinger i bagkroppen og sætter sig hurtigt ned, når den ikke er i bevægelse.

Unormal udvikling af albueleddet kan give anledning til udvikling af forskellige lidelser. Fælles for disse lidelser er, at de som følge af fejlbelastning af leddet forårsager udvikling af slidgigt. Ved slidgigt forstås en lidelse, hvor ledbrusken er mere eller mindre ødelagt, og hvor der rundt omkring i leddet er dannet nyt knoglevæv. Slidgigt kan være meget smertefuldt og kan begrænse leddets bevægelighed.

AD er ligesom HD en multifaktoriel arvelig lidelse, hvor en hunds arvelige disposition sammen med de negative miljøbelastninger, som den eventuelt udsættes for, er afgørende for, om den udvikler slidgigt og i hvilken grad.

Symptomerne starter typisk i 4 – 5 mdrs. alderen. De tidligste symptomer er stivhed i forbenene især efter hvile.

Er begge albuer angrebne, kan symptomerne være svære at opdage. Gangen er da stiv, forpoterne drejet let udad, og albuerne holdes tæt ind til brystkassen. Egentlig halthed opstår først senere i forbindelse med udvikling af slidgigten.

Kilde: www.dansk-kennel-klub.dk

OCD står for osteochondritis dissecans, der medfører en unormal udvikling af ledbrusken, der kan løsne sig fra det underliggende knoglevæv. Denne unormale udvikling af ledbrusken medfører halthed og udvikling af slidgigt i skulderleddet og dermed dannelse af nyt knoglevæv (slidgigt=arthroser) i leddet.

OCD er ligesom HD og AD en multifaktoriel arvelig lidelse, hvor en hunds arvelige disposition sammen med de eventuelle negative miljøbelastninger, som den udsættes for, er afgørende for, om den udvikler slidgigt og i hvilken grad.

Inden en hund kan røntgenfotograferes for OCD, skal ejeren (eller dyrlægen) på www.hundeweb.dk købe og udskrive en rekvisition. På rekvisitionen er angivet et sagsnr., som skal indfotograferes på billedet. Det er således ikke muligt at optage billeder, før der er købt rekvisition.

Hunden undersøges ved at dyrlægen tager et røntgenbillede af begge skulderled.

Hunden ligger i sideleje på et røntgenbord, mens billederne bliver taget. Det anbefales, at hunden skal være bedøvet eller have fået afslappende medicin (være sederet) under optagelsen med det formål at sikre tilstrækkelig afslapning af musklerne og dermed et så retvisende resultat som muligt. Dyrlægen skal sikre hundens identitet ved at aflæse hundens ID-nummer (tatovering eller chip) på hunden og bekræfte det aflæste nummer på rekvisitionen.

Hundeejeren skal læse rekvisitionen og sikre sig, at den er udfyldt korrekt, før han eller hun underskriver den.

Herefter indsender dyrlægen røntgenbillederne og OCD-rekvisitionen til DKK.

---

Kilde: www.dansk-kennel-klub.dk

HD er arveligt betinget. HD nedarves polygenetisk, dvs. at mange forskellige gener spiller ind. Hundens genetiske sammensætning er altså med til at afgøre, om den selv får HD og især hvad den giver videre af HD-egenskaber til sit afkom. De gener, en hund har - for HD og for mange andre forhold - kan betragtes som en suppeterrin med ukendt indhold og sammensætning. Hver gang man tager en skefuld op (HD-bedømmer et afkom eller et andet familiemedlem), lærer man mere om suppens sammensætningen. Jo flere skefulde man har taget op, jo bedre kan man udtale sig om suppens rette sammensætning. Dette er tankegangen bag al index-beregning, uanset om det drejer sig om index for hobbydyr eller for produktionsdyr: Ved at inddrage oplysninger om et dyrs slægtninge, får man en mere sikker vurdering af dyrets avlsværdi, end hvis man alene betragter dyret selv. Et eksempel fra produktionsdyrenes verden: Hvordan afgør man, hvilke tyre der videregiver gode egenskaber for høj mælkeydelse til deres afkom. Ja selvsagt får man ikke meget ud af at vurdere, hvad tyrene selv kan i den henseende - de kan ingenting. Man ser selvfølgelig på mælkeydelsen hos deres "kvindelige" slægtninge, og får en index-vurdering af tyrenes egenskaber. Ligeså med hensyn til HD hos hundene - Ved også at indrage oplysninger om et dyrs slægtninge, får man en mere sikker vurdering af dyrets avlsværdi, end hvis man alene betragter dyret selv. 

Index'et fortæller, hvordan hunden står genetisk og dermed i avlsmæssig henseende med hensyn til HD-egenskaber i forhold til gennemsnittet i racen. Index'et er en prognose for, om hunden vil lave hvalpe bedre end eller dårligere end racens gennemsnit. Racens gennemsnit defineres som index 100 - hunde med index-tal over 100 vil forbedre racens samlede HD-forekomst, hunde med index-tal under 100 vil forværre forekomsten (med den sikkerhed index'et og dermed prognosen nu har). Racens gennemsnit er naturligvis forskelligt fra race til race, og det er derfor også forskelligt hvad index 100 svarer til i de forskellige racer; det kan f.eks. svare til et sted i A-gruppen i én race eller netop mellem B og C i en anden race. For den enkelte race ligger gennemsnittet og dermed index 100 ikke samme sted hele tiden. I princippet ændres gennemsnittet for racen, hver eneste gang et nyt HD-resultat bliver registreret De enkelte hundes index vil ligge mellem 50 og 150 som henholdsvis det dårligste og det bedste. Ganske få hunde vil dog sprænge disse rammer og ligge under 50 eller over 150, hvis de er ekstremt dårlige eller gode.

Hundene får som udgangspunkt et index, hvis mindst én af følgende tre betingelser er tilstede: · Hunden har selv en HD-status, eller

· Begge forældre har HD-status, eller

· 5 stk. afkom har HD-status. Flere af betingelserne kan selvfølgelig sagtens være opfyldt på samme tid. Dette vil i praksis sige, at for racer med en avlsrestriktion for HD vil hvalpene have et HD-index allerede fra fødslen, fordi begge forældre netop er og skal være HD-bedømt. Dette index er fuldstændig samme type index som for voksne dyr. Index'et har typisk bare et noget lavere sikkerhedstal (se nedenfor om sikkerheden). For racer, hvor der HD bedømmes mindre end 50 hunde om året udarbejdes der ikke index. Her kan man i stedet købe oversigter over en hunds afkoms HD resultater ved indsendelse af den pågældende hunds stambogsnummer og betaling til DKK's information. 

I udregningen af den enkelte hunds index indgår HD-oplysninger om · Alle aner i lige linie,

· Hunden selv

· Alt afkom og

· Hel- og halvsøskende (indirekte via de respektive forældre). I udregningen vægtes anerne, hunden selv, og hundens afkom forskelligt. Afkom vægtes f.eks. tungere end anerne - det vil f.eks. sige, at en A-status hos et afkom betyder mere for hundens index end en A-status hos bedstefaderen. Dette er helt naturligt - HD-status på afkommet er direkte udtryk for hundens HD-potentiale, HD-status hos bedstefaderen er kun udtryk for dens mulige potentiale. Bemærk, at oplysninger om børnebørnene - afkoms afkom - ikke indgår i hundens index. Bemærk også, at DKK's index-model går ud fra, at parringer foregår efter et tilfældighedsprincip. Det betyder, at en hunds (han eller tæve) index ikke korrigeres for, hvilken partner den har været brugt med. 

En hunds HD-index udregnes automatisk af edb-systemet efter helt faste modeller på fuldstændig samme måde for alle hunde. Index opdateres for de forskellige racer een gang om ugen. Udregningen foregår i princippet efter følgende model:

Man kan således ikke - som nogle hundeejere har troet - udregne sine hundes index'er hjemme ved køkkenbordet. 

Jo flere familiemedlemmer, især afkom, der indgår i beregningen af en hunds index, jo mere sikkert er HD-index'et og dermed prognosen om hundens HD-potentiale. Sikkerheden ligger mellem 0 og 1, og jo højere tallet er, jo større er sikkerheden. F.eks. er en sikkerhed på 0.87 væsentlig bedre end en på 0.52. Sikkerhedstallet udregnes ligesom index'et automatisk ud fra nogle fastlagte statistiske regler. En sikkerhed på 1.0 - eller 100 % om man vil - opnås aldrig, og der skal mere og mere til for at forbedre sikkerhedstallet, jo højere tallet (allerede) er. En forbedring fra 0.85 til 0.95 kræver flere nye oplysninger end en forbedring fra 0.5 til 0.6. Man kan ikke sige præcist, hvornår en hunds index er "rigtig sikkert" - man kan sige, at det er mere sikkert jo højere sikkerhedstallet er. Men fra sikkerhedstal omkring 0.75-0.8 er index'et alt andet lige for alvor værd at benytte. Som nævnt ovenfor vejer afkom tungere end andre slægtninge i vægtningen, når hundens index skal udregnes. Tilsvarende er det især antallet af bedømt afkom, der kan forøge sikkerheden for index'et. Dette er illustreret med en stiliseret model nedenfor. Modellen viser stigningen i sikkerhedstallet for tre hunde, efterhånden som de får afkom bedømt.

De tre kurver illustrerer i princippet tre hunde med forskellige oplysninger om slægtninge ud over afkomsoplysninger - f.eks. een hund uden andre oplysninger end oplysninger om afkommet (nederste kurve), en anden hund med egenstatus og forældres status udover afkomsoplysningerne og endelig en tredje hund med oplysninger om HD-status på forældre, på hunden selv og på en række halvsøskende til hunden, atter udover afkomsoplysninger. Hvis hunden kun har få afkom bedømt, er der ret stor forskel på sikkerheden af de tre hundes index, fordi der er forskel på, hvilke og hvor mange andre slægtninge der foreligger oplysninger om. Men efterhånden mindskes forskellen i sikkerhedstallet, jo flere afkom der indgår (uanset hvilke andre slægtninge, der i forvejen foreligger oplysninger om). I mere præcise tal er sikkerhedsberegningen i DKK's index opbygget sådan, at andre familieoplysninger (end afkomsoplysninger) har begrænset betydning, allerede når 10-15 stykker afkom er bedømt, og næsten ingen betydning, når 20-25 stykker afkom er bedømt. Man skal være opmærksom på, at sikkerhedstallet ikke tager hensyn til, hvor stor en andel af en hunds samlede afkom, der ligger til grund for sikkerhedstallet og index'et. En (han)hunds index har samme sikkerhed ved 20 bedømte afkom, hvadenten der er tale om 20 ud af 25 stk. afkom eller 20 ud af 100 stk. afkom. Dette forhold kompenseres der for, ved at der udregnes et tredje tal for hunden, nemlig en procentangivelse af hvor stor en del af hundens samlede afkom, der indgår i index-beregningen. 

I DKK er en del hunde registreret med ukendt eller (fra gammel tid) hemmelig HD-status. Dette drejer sig oftest om udenlandske hunde, der kommer til DKK som importer eller ad hoc-anvendte avlsdyr. Index-systemet kan naturligvis kun regne på en præcis HD-status, så derfor indgår disse hunde ikke med nogen værdi i index-beregningerne. Dette har kun mindre betydning for index-tallet. Der registreres stadig i dag hunde i DKK med ukendt HD-status. Det drejer sig særligt om anerne til en udenlandsk hund; ofte kender DKK ikke HD-status på anerne, men kun på hunden selv. I så fald registreres anerne med en ukendt status. Importerne selv har derimod som regel en HD-status med. Denne registreres, og herefter indgår hunden på helt normal vis i index-systemet.